I gamle dage var en maler i mesterlære og blev oplært efter sin mester præcise anvisninger eller de andre ansatte, som var tilknyttede denne mester og dermed det givne malerfirma.

Som tiden er skredet frem er der dog kommet større fokus på en mere ensrettet uddannelse for især unge, hvilket gør, at når man nu om dage vil uddanne sig til maler, så skal man igennem både grundkursus, praktik og svendeprøve.

Uddannelserne kan være forskellige opbyggede efter, hvilken man vælger, men der er dog nogle grundlæggende karaktertræk ved uddannelserne, som skal være opfyldte, for at man ifølge Statens anvisninger kan kalde sig udannet maler.

Dette har medført påstande om, at malerne bliver mere ensrettede i deres udtryk og mangler det personlige islæt, men man kan sige, at maler-eleven jo stadig kommer i praktik ved en specifik maler, hvor man får føling med faget direkte i praksis.

Dog ser man ofte, at medmindre eleven selv får en aftale i hus om en læreplads, så bliver de samme malerfirmaer kontaktet til at tage sig af disse elever i deres praktikperiode.

Er dette så en dårlig ting?

Ingenlunde, for det handler stadigvæk om, at eleven får sin endelige uddannelse, end at de må stoppe op halvvejs, fordi de ikke kan skaffe sig en praktikplads.

Når de endelig kommer ud på den anden side med et bevis i hånden fra skolen om, at de har gennemført uddannelsen og nu kan kalde sig maler, så kan det medføre mange forskellige retninger at gå i.

De kan starte deres eget malerfirma, de kan blive løsgående malere, eller de bliver ansat i et firma som fastansat maler.

Herfra får de så langsomt slebet sig selv til og finder deres egentlig personlige ståsted som maler, der gør dem specifikke, specielle, så du kan være sikker på altid at hyre en maler, der kan sit kram, gør det på sin måde – men altid effektivt.